Regnskabskonsulent til vores kontor i København

Revisor Yngre - Logo
Rammer der styrker dig og dermed os

Regnskabskonsulent til vores kontor i København

Hej, jeg hedder Kathrine, og jeg er Outsourcingchef i Beierholm, København. Jeg leder lige nu efter en regnskabskonsulent, der har erfaring med bogholderi, rapportering og økonomisk sparring, og som har lyst til at blive en del af en arbejdsplads, der år efter år bliver kåret som en af Danmarks bedste af Great Place to Work®.

Er du en engageret regnskabsentusiast, der brænder for bogholderi og regnskab, og har du lyst til selvstændige og varierende arbejdsopgaver med mange bolde i luften og stor fleksibilitet – så er dette måske noget for dig.

En afdeling i vækst og udvikling
Outsourcingafdelingen i Beierholm København er en relativt ny afdeling, som har eksisteret i lidt over et år – og vi er stadig i fuld gang med at udvikle og forme både arbejdsgange, struktur og samarbejde. Det betyder, at du bliver en del af en afdeling i vækst, hvor der løbende justeres, optimeres og tænkes nyt.

Derfor er det vigtigt, at du trives i en hverdag, hvor forandring er en naturlig del af arbejdet, og hvor du har lyst til aktivt at bidrage til udviklingen. Du behøver ikke at have alle svarene på forhånd – men du skal have mod på at være med på rejsen og lyst til at gøre tingene bedre sammen med dine kollegaer.

Hvad får du som Regnskabskonsulent hos Beierholm København

  • Selvstændigt ansvar for dine opgaver
  • Tæt sparring med kollegaer og partnere
  • Mulighed for at udvikle dig i rollen
  • At blive en del af en afdeling i vækst, som fortsat er under opbygning og udvikling
  • Mulighed for at præge arbejdsgange, processer og måden vi arbejder på
  • En hverdag med forandring, læring og løbende justeringer, hvor din faglighed og dine input gør en reel forskel


I rollen som Regnskabskonsulent vil dine primære arbejdsopgaver være:

  • Økonomistyring - finans, debitor og kreditor
  • Afstemning og indberetning af moms, afgifter m.m.
  • Lønadministration
  • Periodeafstemning og rapportering
  • Klargøring af årsafslutning til revisor
  • Optimering af processer og digitalisering
  • Onboarding af nye kunder
  • Implementere nye processer i afdelingen
  • Bidrage til udviklingen af andre kollegaer

 

Hvad kommer du med?
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har erfaring og kompetencer, der gør, at du har styr på opgaverne samt kendskab til bogholderisystemer og regler vedrørende bogholderi og regnskab.

Det kan bl.a. være:

  • Erfaring med bogholderi og regnskab, herunder erfaring fra en lignende rolle
  • Kendskab til NAV, BC, E-conomic og/eller andre økonomisystemer ikke et krav, men en fordel
  • Kendskab til Danløn, Dataløn, Zenegy og/eller andre lønsystemer ikke et krav, men en fordel
  • Evne til at sætte dig ind i nye systemer og processer og optimere
  • Du motiveres af at gøre en forskel for kunderne
  • Øje for detaljen, orden i tingene og overholder altid dine aftaler
  • Interesse for at lære mere, systemer, digitalisering etc.
  • Naturlig lyst til at tage ansvar og udvikle andre

Vi vil værdsætte, at du har en arbejdsmæssig tilgang, som fremmer fornyelse og effektivisering, og at du har lyst til at bidrage til udviklingen af vores interne processer. Da hverdagen er rettet mod vores kunder, er det vigtigt, at du trives i en kundeorienteret hverdag og har erfaring med at være sparringspartner.

Vi tilbyder
Vi tilbyder rammer, du kommer til at vokse i som Regnskabskonsulent og som menneske, og disse rammer designer vi ud fra, hvor du er i dit liv. På kontoret i København træder du ind i nogle fagligt stærke og balancerede rammer, som vægter trivsel, sammenhold og faglig udvikling gennem frihed under ansvar. Derfor er du selv med til at planlægge din arbejdsdag og med til at sikre, at afdelingen leverer det, kunderne forventer.

Vi tilbyder et spændende job i en sund virksomhed med en stærk kultur, hvor der er plads til både mennesker, forretning og ambitioner. Beierholm er en arbejdsplads, der gennem flere år er kåret som en af Danmarks bedste (Great Place to Work®). Du vil komme med på en udviklings- og forandringsrejse med ambitiøse mål, og vi tilbyder attraktive og konkurrencedygtige betingelser på alle parametre.

Mig som leder
Som leder lægger jeg vægt på en åben og ærlig dialog, hvor der er plads til spørgsmål, idéer og forskellige perspektiver. Vi brænder for det, vi laver, tager ansvar for vores opgaver og gør os umage for at levere rådgivning og løsninger af høj kvalitet til vores kunder.

Jeg tror på et miljø, hvor vi udfordrer hinanden fagligt, tænker kreativt og tør prøve nye ting – også selvom det ikke altid lykkes første gang. For mig er det en vigtig del af udviklingen, at vi kan lære af hinanden og blive bedre sammen.

Samarbejde fylder meget i vores hverdag. Vi bruger hinanden aktivt til sparring og hjælper hinanden, når der er brug for det – både fagligt og kollegialt.

Vi er en ny afdeling i udvikling, og derfor er vi også i gang med at forme vores fælles kultur – både fagligt og socialt. For mig er det vigtigt, at vi lærer hinanden godt at kende og skaber et fællesskab, hvor man har lyst til at være en del af holdet.

Ansøgning
Vi ser frem til at høre fra dig og drøfte, hvordan dine erfaringer og ambitioner passer ind i Beierholm. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte min kollega, Rekrutteringskonsulent Dahlia Muqbel på mail: dmu@beierholm.dk.

Vi ønsker, at du kan tiltræde stillingen hurtigst muligt. Derfor vurderer og indkalder vi løbende ansøgere til samtale, så vent ikke med at sende dit CV og en ansøgning. Går du videre i processen, kan du forvente at skulle igennem flere steps, herunder en kortere indledende snak over Teams eller telefon samt mulighed for en efterfølgende samtale med mig. Som del af processen bruger vi personprofiler og problemløsningstest, alt sammen for at sikre det optimale match for begge parter. Vi ser frem til i sidste ende at byde den rette kandidat velkommen i Beierholm.

Ansøgningsfrist:
Opstart:
Arbejdssted: Hovedstaden, København
Ansættelsesform: Fastansat